For mig er januar ikke den måned, hvor vi søsætter store forandringer i vores liv, for mig er det en måned, hvor vi bliver inde i vores vinterhi. Og derinde i hiet skaber vi det indre fundament, som skal bære os igennem resten af året.
Alligevel så holder jeg meget af, at bruge denne tid af året, på at samle op og kigge tilbage, på det liv der er løbet igennem mig i det sidste år. For derefter at kigge fremad og sætte en intention for det nyt år.
Men i år blev jeg fanget, af mig selv, midt i mit tilbageblik fordi jeg blev revet med af en kæmpe følelse af fiasko, en følelse jeg har bakset med de sidste mange måneder. Men den ramte mig som en knytnæve – eller ‘jeg’ ramte ‘mig’ som en knytnæve, fordi tankerne igen og igen ledte mit blik derhen, hvor det gør ondt. Jeg er ekspert i at finde det der kan forandres, jeg er ekspert i at se alle de gange, hvor jeg kunne have gjort det bedre, jeg er ekspert i at finde alle de små pletter, som jeg allerhelst vil dække over. Jeg ved, at det er præcis det, der er fælden for mig, her midt i vintermørket, at de negative tanker fanger mig.
Så de kommende uger skal for mit vedkommende bruges på, at kommer tilbage på sporet. De skal bruges på, at mærke og se alt det smukke der gemmer sig her i mit vinterhi. Jeg ønsker, at møde mig selv med mit eget nærvær. Jeg vil igen rette øjnene hen imod det der gør mig taknemmelig og finde alle de små lysende perler, der gør mig glad. Det er en af de vigtigste øvelser i mit liv. At se på alt det der trives, vokser og gror. Men vigtigst af alt, at acceptere det der er.
Accept er ikke en handling.
Accept er den tilstand der opstår, når vi er i nuet.
Accept er, at møde det der er, med kærlighed.
Accept er, at møde den du er, med kærlighed.