Én lang indånding gled over i en dyb og tiltrængt udånding.

Fire (næsten fem) ugers ferie lakker mod enden. Ferien har været en gave til mig selv, efter det mest intense år længe. Det er syv uger siden, at vi vinkede farvel til det første hold færdiguddannede naturterapeutisk mindfulness instruktører. Syv uger… og alligevel er jeg stadig træt. Kulminationen på ni måneders uafbrudt skabelsesproces har efterladt mig udmattet, overvældet, rundtosset og tom.

Det har været en fantastisk, vild, hård og lærerig proces at skabe en uddannelse. Så meget større end jeg kunne forestille mig. Men det er processen jeg lever for. Det er skabelsen der giver mig mening og glæde. At stå på målstregen føles underligt og meningsløst, og lige præcis derfor har været vigtigt for mig at blive her. Midt i tomrummet. Uden at starte nye store projekter. Fordi det er det jeg har haft mest lyst til; at kaste mig ud i nye projekter.

Når det så er sagt så kommer projekterne jo ofte af sig selv, og et stort projekt som jeg glæder mig så meget til at fortælle mere om, landede i mit skød lige inden sommerferien (men mere om det senere).

Men jeg integrerer stadig. Gør plads til det nye der er opstået. Jeg har haft kronisk vokseværk i et år. Har balanceret på kanten af min ydeevne, og indimellem har jeg virkelig været bange for om jeg ville falde. Jeg faldt ikke. Tværtimod. Jeg viste mig selv, at jeg er meget stærkere, end jeg tror.

Én lang indånding gled over i en dyb og tiltrængt udånding.

Derfor har jeg haft brug for at være stille. Simplificere. Skære ned. Og blot være. Her. Så det har jeg brugt min sommer på.

Ferien har været en gave.

En sommer fuld af kærlig opmærksomhed.

Til mig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.