Du er ikke dine tanker! Du er ikke dramaet. Du er ikke spekulationerne. Du er ikke alle overvejelserne. Du er IKKE dine tanker.
DU er bevidstheden bagved tankerne. Du er det stille sted indeni, hvorfra du kan observere tankerne. Du er stilhed. Du er fred. Du er ro. Du er kærlighed.
Når det så er sagt, så opholder de fleste af os, størstedelen af tiden oppe i hovedet. Og på den måde ender vi med at tro, at vi er vores tanker. Det er den eneste form for virkelighed vi kender. Den tankestyrede virkelighed.
Men du er så meget mere end dine tanker. Og når du får kontakt til den del af dig selv, så mærker du en snert af den frihed der ligger, når vi hæver os over tankerne. Når vi kigger på tankerne uden at lade dem styre vores liv.
Der ligger en gave og venter på dig. Men du kan først åbne gaven, når du slipper tankerne for en stund. Du kan først åbne gaven, når du giver dig selv lov til at stoppe op. Når du begynder at trække vejret. Og bare være i dette nu.
Og jeg kan afsløre at gaven, som venter på dig, er den smukkeste form for fred og indre ro, som du kan forestille dig.
Stilheden, freden, roen og kærligheden er der allerede. Det er ikke noget du skal jagte. Det er altsammen inden i dig.