24. januar 2018

Drømme

Kender du det…?

At nogle drømme kan føles så dyrebare, at det føles mest sikkert at gemme dem bag lås og slå i det inderste hjertekammer?

Tanken om, hvad der vil ske, hvis du lukkede dit dyrebareste eje ud. Hvis du lod din drøm, møde den virkelige verden. Tanken om, at drømmen kunne briste, hvis den foldede sig ud i dagslys. Den tanke føles så skræmmende. At den får dig til at holde fast, med begge hænder, på den drøm, som får dit hjerte til at banke hurtigere. Risikoen er simpelthen for stor.

Derfor lever nogle drømme hele deres liv. Derinde i det inderste hjertekammer.

Indimellem bliver drømmen trukket frem. Pudset og støvet af. Du holder godt fast i den, mens du pudser, vander og plejer den. Mærker det lille gib i maven, der opstår ved tanken om, hvordan det ville føles, hvis drømmen blev til virkelighed.

Men risikoen er stadig for stor. Tænk nu, hvis du åbnede dørene ind til dit smukke hjertekammer, og lod drømmen flyve ud. Og tænk nu, hvis den faldt til jorden med et brag. Hvad så? Hvem er du uden din drøm?

Det føles så trygt at gemme drømmen. Derinde bag de lukkede døre. Du kan varme dig ved tanken om, at du har en drøm, som er din, kun din. Varme dig ved tanken om, hvilket liv du kunne få, hvis din drøm blev til virkelighed.

Men så en dag, ser du en anden, der har drømt den samme drøm, og som gud forbyde det, har åbnet dørene på vid gab. Og nu ser du deres drøm, som også er din drøm, blomstre og stråle i det smukke sollys.

Du mærker suget i maven. Tårer der finder vej til din øjenkrog. Det var MIN drøm. MIN drøm. Hvor vover du at drømme det samme drøm som mig, og tilmed lukke drømmen ud i det virkelige liv. Hvor vover du…

Din drøm famler en smule. Den drøm, som lå så trygt inde bagved de lukkede døre, mister en smule af sin glans. Måske falmer den så meget, at du er nødt til at finde dig en ny drøm. En ny drøm der endnu engang er alt alt for dyrebar til, at du tør lukke den ud i verden. Så endnu engang, gemmer du din drøm, langt derinde, hvor solens stråler aldrig når ind.

Måske var der engang en som fortalte dig, at du ikke kunne leve af dine drømme.

Måske blev du fortalt, at du skulle få dig et rigtigt job.

Måske så du andre, som gemte drømmene væk, og måske troede du, at det er det, man gør med drømme.

Måske tror du, at du er nødt til at være noget andet, noget mere, hvis du skal folde din drøm ud i den virkelige verden.

Måske har du oplevet, at der engang var en drøm, som fløj ud af døren, inden du kunne nå at fange den, og så skete der præcis det du frygtede. Den faldt til jorden. Med et brag. Og du lovede dig selv. At du aldrig. Aldrig mere. Ville lade dine smukke drømme flyve væk fra dig igen.

Og sådan kan du leve hele livet. Med hjertet fuld af drømme. Drømme som aldrig får lov til at mærke solens varme stråler.

En dag bliver der så trængt derinde i hjertet. At du føler, du skal briste. Du føler, at alt det du har holdt inde, kæmper for at komme ud. Det liv som du har opbygget. De trygge rammer, som du byggede, fordi du på den måde, var sikker på, at du ikke kom til at lukke drømmene ud. De trygge rammer begynder langsomt at smuldre. Drømmene giver dig ikke længere varme og glæde. De bruger stærkere våben nu. De bruger sorg, tristhed, vrede og den altfortrænede følelse af, at dit liv er meningsløst, som våben. Drømmene vil ud. Og det skal være nu. Så hvis ikke du reagerer på den boblende glæde, så må du da lytte, nu, hvor du mærker, at intet i dit liv giver mening længere.

Noget vil ud. Noget vil se dagens lys. Men hvad nu hvis…

Du kæmper desperat for at holde dørene lukket. For at holde sammen på dig selv. Men intet af det du tidligere har gjort, virker længere. Alt bliver langsomt sort. Alt det du før fortalte dig selv, at du elskede, giver ingen mening. Hvem er jeg, når det liv, jeg med vold og magt har bygget op, smuldrer. Hvem er jeg?

Kan du høre det? Kan du høre den stille hvisken? Fra dine smukke drømme. De hvisker prøvende til dig. Måske hører du dem ikke længere. Måske føles alt så meningsløst, at du intet hører.

Men så en dag. Mens du ligger i mørket. Og stirrer ud i intetheden. Hører du det stille kald. Det stille kald, som kommer fra dine drømme. Fra dit hjerte. Det stille kald, som kalder dig hjem. Mærk mig nu. Føl mig. Lyt til mig.

Og så husker du, at der var engang, hvor du drømte. Smukke, lette, flyvende drømme. Drømme som gav dig håb. Drømme som fik det til at risle ned af ryggen. Drømme som gav dig følelsen af at være i live.

Lige der, midt i den mørke intethed, hvor du intet har at miste. Begynder du at lytte igen. Mens du ligger der, på bunden af dit liv, giver du dig selv lov til at drømme igen. Og denne gang ved du. At intet. Intet kan føles værre end at ligge der i din egen indre mørke sump. Nu har du været der. Måske brister drømmen, men du kan ikke komme længere ned, end du allerede har været. Nu kender du mørket. Og selvom det skræmmer dig, at du en dag skulle vende tilbage. Så strækker du kroppen op imod lyset. Åbner dørene til dit smukke fine hjerte. Og lader drømmene flyve ud. Ud i det fri.

Og så hænger du, lige der, midt i alt det uvisse, så hænger du der…

Og der…

Ja der, hænger jeg så nu…

Så resten af historien den må du tænke dig til!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *