Hver aften lister jeg ud på trappen. Der står jeg stille og kigger op på himlen. Mærker mine bare tæer mod de kolde fliser. Lytter til lydene; solsorten, svalerne og byens fjerne støj.
Jeg ser på aftenhimlen.
Hver aften er det et nyt syn, der møder mig. Skyerne, lyset og fuglene.
Intet er, som det var i går.
Mens jeg står der, føler jeg mig, som en lille bitte prik. Midt i alt det uendelige. Jeg kan godt lide at føle mig lille. Og samtidig vide, at den her lille bitte prik spiller en rolle midt i al uendeligheden. Den her lille bitte prik mærker i hver en celle af kroppen at den hører til. Lige her. Under den store himmel. Med fødderne solidt plantet på jorden.
Det eneste jeg skal, er at være her.
Lige her.
Det er den lille bitte priks rolle.
Min rolle.
