Jeg sidder i min sofaen. Stilheden som børnene har efterladt, da de gik ud af døren, omslutter mig. Uden for min rude ebber morgenens regn langsomt ud. Min morgen er som alle andre morgener; langsom. Fordi jeg har valgt at den skal være langsom. Tid. Massere af tid har været vores vigtigste prioritering siden vi fik børn. Alt omkring os er valgt til og fra, så vi har mest mulig tid sammen.
Tempoet om morgenen afspejler vores valg. Tiden er det vigtigste. Vi lander langsomt i dagen sammen. Thomas vækker mig ved at stryge mig over fødderne, mens han selv sidder på sengekanten og vågner i sit eget tempo. Nogle dage starter jeg dagen med at gå i bad, andre dage gemmer jeg badet til børnene er gået ud af døren. Valget er mit, og på den måde kan jeg starte dagen, så vi har mest mulig tid og ro omkring os. Hver morgen har jeg god tid til at vække børnene. Tid til at ae dem på kinderne. Nusse dem på ryggen og lade dem ankomme i dagen i deres eget tempo. Der går som regel en halv time fra børnene åbner deres øjne til vi sidder ved morgenbordet. I den halve time skal de intet andet end at vågne. Thomas og jeg gør morgenbordet klar, smører madpakker og pakker frugtposer og imens tager børnene tøj på.
Når alle er oppe, lander vi sammen omkring morgenmaden. Og igen har vi tid. Tid til at snakke om dagen der kommer. Tid til at spise i ro. Tid til at mærke hinanden. Tid. Sammen. Thomas er den første der rejser sig fra bordet, så han kan stryge dagens skjorte. Børnene skal intet andet end at pakke deres tasker, børste tænder, rede hår og så er der altid tid til at lege lidt, blive nusset, snakke, hygge med hunden eller hvad der nu opstår. Halvanden time efter at børnene stod op, går de ud af døren. Nogle gange alene. Andre gange med Thomas i hånden. Som regel står jeg tilbage med uglet hår. Klar til dagens første og eneste kop kaffe. Seks timer senere træder børnene ind af døren igen, og i de seks timer folder min arbejdsdag sig ud.
Indimellem er der behov for tilpasninger. Så tilpasser vi det der skal tilpasses. I en periode var Alberte ked af det, når hun skulle ud af døren. Så sørgede vi for at have ekstra meget tid til den del af vores morgen. Lige nu glider alting, og så læner vi os bare tilbage ind i de rutiner vi har skabt omkring os. Nyder at være sammen. Og takker hinanden for at vi sammen har skabt et liv, hvor vi kan være mest muligt sammen. Alting handler om at vælge, prioritere og finde en vej, som passer til det liv, som vi ønsker. Valg som måske virker lette ude fra, men som også har krævet en række bevidste fravalg. Men mere om det en anden gang.
Billed af en morgenstund fuld af tid.