Balance
“Your hand opens and closes, opens and closes. If it were always a fist or always stretched open, you would be paralysed. Your deepest presence is in every small contracting and expanding, the two as beautifully balanced and coordinated as birds’ wings”
Det ovenstående citat har fulgt mig i de sidste par år. Jeg hørte det første gang på min tur til Toscana, som jeg tidligere har skrevet om herinde. Citatet ramte mig lige i maven. Som en stor gigantisk mavepuster. Fordi med så få ord beskriver Rumi, min allerstørste svaghed. Jeg fik pludselig øje på, hvorfor jeg igen og igen… og igen brænder ud. Jeg har nemlig rigtig svært ved at tillade mig selv at slappe af, eller med Rumi’s ord, så har jeg svært ved at tillade sammentrækning.
Forudsætningen for indånding er udånding. Og forudsætningen for udånding er indånding. Hverken ud- eller indånding kan eksistere uden hinanden. Tilsammen skaber ud- og indåndingen vores vejrtrækning, og de er tilsammen forudsætningen for livet. På samme måde er sammentrækning forudsætningen for udvidelse. Og udvidelse er en forudsætning for sammentrækning. Vi kan ikke leve et liv, hvor vi konstant udvider os. Det er behov for pauser hvor vi trækker os ind i os selv, og giver os selv lov til at restituere. Først derefter kan vi udvide os igen.
Så på dage, hvor jeg mest af alt har brug for at slappe af, så har jeg en indre stemme der pisker mig fremad. Og præcis sådan en dag har jeg idag. Efterårsferien er slut. Mine børn er sendt i skole igen. Og jeg er træt. Rigtig træt. Men alligevel sætter jeg troligt foran computeren og forventer at jeg kan være produktiv. Men sandheden er at jeg i den sidste uge, har brugt rigtig meget af mig selv, for at være der for mine børn. Jeg har også haft mange selvkærlige pauser indimellem. Men alligevel så kan jeg mærke at min krop er træt og mit hoved har brug for ro. Så nu vil jeg bruge resten af dagen på at trække mig ind i mig selv, og give mig selv det kærlige knus som jeg har brug for.
God dag til dig!
