August føles altid som min måned. Det er den måned, hvor jeg føler mig mest hjemme. Den energi jeg har lettest ved at svømme i. Jeg føler, at jeg kan give slip og blot følge med, fordi jeg kender den dans, som august byder mig op til.
På lørdag har jeg danset med august i 40 år, og i dag mens jeg lå og kiggede på de smukkeste skyer jeg længe har set, fik jeg en dyb følelse af endelig at være her. Jeg er virkelig her. Lige midt i mit liv.
Jeg er her. Med hele mig. Der er massere af lag der kan kastes lys på og jeg møder op hver dag, med et dybt ønske om at mærke, bevæge og acceptere alt hvad der dukker op. Men jeg er her. I denne dag. På dette øjeblik. I mit liv. Jeg flygter ikke længere. Jeg læner mig ind i hver en dag, med alt hvad den bringer af ubehag, lykke, smerte, frygt og glæde.
Jeg ser dig.
Jeg hører dig.
Jeg elsker dig.
Hviskede jeg til mig selv. Lige der. Under den smukke himmel. På broen. Ved kanten af Esrum sø. Mens skyerne gentog mine ord og bragte mig en følelse af at være passet på og set. Og de viste mig, at det virkelig er sandt. Jeg er elsket. Jeg er så elsket. For alt hvad jeg er.
August måned. Du holder mit hjerte. Jeg elsker hver gang vi tager endnu en svingom. 40 år min ven. 40 år!
Ps. Tak til dig @tinatichtach for at ligge side om side med mig på bådebroen i Esrum sø og lege arbejdsdag.
