Idag da jeg var ude at gå, gik jeg og iagttog de fugle der fløj rundt omkring mig. Det blæste og fuglene blev derfor konstant skubbet ud af kurs. Det fik mig til at tænke på, hvor stor forskel der er på den måde jeg takler at blive slået ud af kurs på, i forhold til, hvordan fuglene håndterer det. Når jeg indimellem, af den ene eller anden grund, bliver skubbet ud af kurs, så forsøger jeg straks at komme tilbage til mit udgangspunkt. Tilbage til der hvor jeg kom fra. Tit er det en kamp, fordi der er jo en årsag til at jeg blev skubbet ud på en sidevej. Fuglene derimod. De kæmper ikke. De finder bare en ny vej. Flyver videre som om intet var hændt. De lader sig skubbe.
Jeg er så forhippet på at komme frem til det mål som jeg tror jeg skal følge. Jeg er så forhippet på at gå den lige vej. Så når kursen ændrer sig så forsøger jeg at komme tilbage til der hvor jeg kom fra. Hvad nu hvis det ikke er meningen at vi skal søge tilbage. Hvad nu, hvis det der virker som min vej, bare er en sti som jeg gik ned af på det pågældende tidspunkt i mit liv, og nu er det okay, at lade mig skubbe lidt til højre og så følge en ny sti. Indtil jeg bliver skubbet videre. Hvad nu hvis…
Forestil dig at du flyver. Højt oppe på himlen. Forestil dig, hvordan vinden blidt løfter dig, skubber dig og presser dig til siden. Forestil dig at du bare følger vindens bevægelser. Lader dig glide med. Svæver. Glider. Drifter. Nyder friheden. Nyder letheden. Danser med livet.
