Altings flygtighed rammer mig disse dage. Endnu et år er gået. Endnu et årtid er løbet igennem mit indre flodleje. I år kan jeg kysse Thomas nytårsaften og sammen kan vi fejre tyve år sammen. Snart har vi ikke længere børn i alderen fra 0-9 år men derimod fra 10-20 år. Jeg er blevet voksen henover natten.
Melankolien synger i min krop. Den kalder mig ind. Til smerten. Over livet der forsvinder. Et blink med øjnene og så er mit liv forbi. Det er sådan det føles. Jeg har kun blinket én gang siden jeg kyssede Thomas første gang. Én gang og BANG tyve år er gået. Jeg husker stunder, men det meste har jeg glemt… Det meste har jeg glemt! Og alle andre har glemt det sammen med mig. Fortiden har ingen betydning. Og alligevel har den al betydning. Fordi livet der formede mig til den jeg er i dag, havde betydning mens det gled igennem mine hænder.
Som da jeg stod midt i skoven i går. Og følte at den store sammenhæng åbnede sig op for mig. Træerne viste mig at alting altid er i bevægelse. Selv her midt i vintermørket bevæger alting sig. Bregnerne der lå fladt imod jorden hviskede at de lå der, så jeg kunne få udsyn. Se fremad. Indad. Opad. Jeg forstod det hele. Lagde nakken tilbage og grinede op imod himlen. Jeg havde alverdens ord til at beskrive det jeg så, og jeg vidste at jeg ville dele det med dig, når jeg kom hjem. Men da jeg kom hjem, var ordene væk. Følelsen var væk. Livet var væk. Og noget andet havde taget over.
Vores liv er blot et enkelt blink med øjenene. Et nys og så er vi væk igen. Ingen vil nogensinde vide besked om det liv der gled igennem mig. Ingen kender alle tankerne. Følelserne. Håbet. Ideerne. Drømmene. Sorgen. Ingen.
Ingen vil huske. Ingen vil vide. Alting lever videre. Intet lever videre.
Melankolien får lov til at tale i dag. Fordi den minder mig om vigtigheden af at leve. Leve lige nu. Suge alting til mig. Hvert øjeblik.
Fordi knips…. så var vi væk.
