25. juni 2019

Naturterapi og videnskaben bag

Dette blogindlæg er skrevet af Sigrid Fay. Jeg er så heldig at hjælpe Nina med hendes fantastiske projekt med at skabe en uddannelse i Naturterapeutisk Mindfulness. Jeg har en BA i antropologi og er uddannet sygeplejerske og så glæde jeg mig sindsygt meget til at starte på Ninas uddannelse til oktober og få en ny vinkel på, hvordan jeg kan hjælpe mennesker.

Mange af mine venner har spurgt mig ”hvad er det egentlig du laver for hende Nina og hvad kan du bruge en uddannelse til Naturterapeutisk mindfulness instruktør til?”

For at være helt ærlig, så har jeg haft lidt svært ved at svare på deres spørgsmål. Til dels skyldes det, at jeg laver mange forskellige ting for Nina, men mest fordi mit sprog for naturterapi og dets virkning ikke er så udviklet, som jeg kunne ønske. Derfor har jeg læst op på de videnskabelige belæg og sundhedsmæssige fordele ved at bruge naturen terapeutisk, og dem vil jeg gerne dele med dig. Jeg er ikke i tvivl om naturens healende kræfter, men her kommer det videnskabelige svar på ”hvad kan naturterapi?”.

Eva Zelander har skrevet en fantastisk bog Mindfulness i naturen – vejen til større livsglæde og mindre stress, hvori hun fremhæver mange af de sundhedsmæssige fordele ved naturterapi, som jeg lige vil liste op.

Forskning viser at ophold i naturen:

  • Har en positiv effekt på en bred gruppe af mentale og fysiske lidelser herunder stress, angst, depression, demens og overvægt.
  • Øger ens kognitive ressourcer i relation til opmærksomhed, koncentration, hukommelsesvanskeligheder og mental udtrætning.
  • Giver bedre livskvalitet.
  • Forbedre ens selvværd.
  • Bidrager til større social kontakt og inklusion.

Endvidere viser Japansk forskning at skovbadning (det at vandre i en skov med opmærksomheden fuldt rettet mon sine sanser og det, skoven gør ved dig):

  • Booster immunsystemet
  • Øger det samlede energiniveau
  • Mindsker angst, depression og vrede
  • Mindsker stress og øger tilstanden af afslappelse
  • Giver bedre og mere søvn
  • Sænker forhøjet blodtryk og blodsukker
  • Forbedrer koncentrationsevnen og hukommelsen
  • Hæver ens smertetærskel
  • Indvirkninger positivt på hjerte-kar-systemet

Men hvorfor har naturen denne vidunderlige virkning på os mennesker? Jeg vil prøve ikke at gøre det alt for teknisk, men lidt teknisk er det.

Træer udskiller phytoncider, som er flygtige vegetabilske olier, og det er bevist, at olierne ved indånding trænger ud i blodet og påvirker og forstærker vores immunsystem. Endvidere får de harmløse bakterier Mycobacterium Vaccae, der lever i skovbundet, os til at føle os bedre tilpas og gladere, da bakterierne udløser frigivelse af serotonin, et hormon der mindske ængstelse og depressive tilstande, højner den generelle sindstilstand og samtidig forbedre vores kognitive funktioner. Til sidst, som mange ved, producerer huden D-vitamin, når den eksponeres for sollys. D-vitamin har blandt andet betydning for vores knoglestruktur og træthed af vores skellet, så ophold i naturen kan også afhjælpe knogleskørhed. Derudover stimulerer D-vitamin et enzym, der også har med hjernens produktion af serotonin at gøre.Til slut kan man rent fysiologisk måle at frisk luft, grønne farver og udsigt til vand beroliger nervesystemet og kvikker os op mentalt.

Hvis du før sad med en lille tvivl om, hvor videnskabelig naturterapi egentlig er, så håber jeg, at du nu er blevet lidt klogere og måske du, lige som mig, har fået et bedre sprog, til at beskrive for dine venner og familie hvad naturterapi kan.

Skrevet af Sigrid Fay

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *