27. februar 2019

Sådan får du mere natur ind i din hverdag.

Mange mennesker ønsker bruge mere tid i naturen, men alligevel er det svært at prioritere og finde tid til. Jeg har samlet mine bedste ideer til, hvordan du får prioriteret mere natur ind i din hverdag.

sådan får du mere natur ind i din hverdag

Først og fremmest, så vil jeg gerne slå fast, at naturen er omkring dig hele tiden. Naturen pulser i dine blodårer, den vokser i din vindueskarm, den er luften som du ånder, solen som varmer din kind, det er regnen, vinden og nattehimlen fuld af stjerner. Jeg er med på, at det er dejligt at være ude i skoven omgivet af høje træer. Men hvis du gerne vil have mere natur i din hverdag, så begynd først og fremmest at kig efter den natur som er lige for næsen af dig.

For mit eget vedkommende, så bor jeg midt i byen, og jeg har brugt rigtig meget tid på, at ønske, at jeg boede midt i skoven. Men der er en række årsager til, at vi har valgt at bo som vi gør. At bo her midt i byen, har givet mig mulighed for at lede efter og sætte pris på den natur, som jeg allerede er omgivet af. 

Min erfaring er, at vi kan blive så fokuserede på, at komme ud i den ‘rigtige’ natur, at vi helt glemmer den natur, som ligger lige for fødderne af os. Så hvad enten du bor i en lejlighed eller i et hus med en have, så er mit først og vigtigste råd til, at du åbner øjnene og finder den natur, som allerede omgiver dig.

5 gode råd til dig der vil have mere natur ind i din hverdag

Herunder har jeg samlet en række gode råd, som du kan bruge, hvis du også gerne vil have mere natur ind i din hverdag.

  1. Find små lommer af tid, hvor du søger naturen istedet for telefonen. To minutter foran din hoveddør, hvor du lægger hovedet tilbage og kigger op på himlen kan være nok. Åben et vindue hver morgen, stik hovedet ud og observer eller mærk, hvordan denne dag føles. Stop op og nyd solens stråler. Vand dine potteplanter. Mærk regnens dråber på din hud. Gå ud i græsset med bare tæer. Når du trækker vejret så mærk, hvordan du deler åndedræt med alt andet levende på jorden.
  2. Tag på længere ture i naturen i weekender og ferier. Måske skal du allerede nu afsætte ‘naturtid’ i din kalender. Træf en beslutning om, at uanset vejret, så tager du ud i naturen på de dage du har besluttet dig for.
  3. Læg mærke til den natur der omgiver dig. Selv midt i byen er der små åndehuller med træer, vand, græs og højt til himlen. Find små lommer af natur og besøg dem så ofte du kan. Et kort stop på vej hjem fra arbejdet, hvor du lægger mærke til træerne som springer ud, eller dufter til en blomst, er i sig selv en naturoplevelse.
  4. Kom ud. Også når det regner, sneer og blæser. Jeg kender mange vejrforskrækkede mennesker, og jeg har kun et at sige til det; kom ud selv når alting rusker. Du kan se vejret som en billede på de indre tilstande, som du bærer i dig. Der er også perioder med regn, rusk, blæst, sne og slud inden i dig. Jo mere du lærer disse tilstande at kende, jo lettere bliver det at acceptere dem som en del af livet. Så at være ude i vejr som du egentlig ikke bryder dig om, er også en måde at øve dig i at acceptere livets nuancer.
  5. Find en natur-makker. Hvis du har et menneske i dit liv, som også har lyst til at være mere i naturen, så tag på ture sammen. Måske kan i beslutte, at i indimellem går sammen i stilhed. At være stille i naturen giver dig mulighed for at mærke og modtage naturens gaver.

Kort sagt anerkend den tid, som du allerede bruger i og med naturen. Søg efter små natur-åndehuller i dit nærområde og søg de ‘store naturoplevelser’ i weekender og ferier, når du har mere tid til rådighed.

God fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *