NATURTERAPI & NATURTERAPEUTISK MINDFULNESS
Jeg kunne ikke lave mit arbejde uden alle de fantastiske mennesker som hjælper og støtter mig på vejen. Herunder kan du læse om alle de mennesker der på den ene eller anden måde bidrager til arbejdet i min virksomhed.
Katrine er uddannet mindfulness-instruktør og har tidligere undervist mødre i mindfulness, restitution og selvomsorg under konceptet ”Slow down mama”. I 2020 blev hun uddannet naturterapeutisk mindfulness-instruktør ved Nina Lerche og stiftede i den forbindelse firmaet BYVÏLD, hvis formål at bringe bymennesker tættere på naturen og naturen tættere på dem.
Katrine er uddannet cand.mag i dansk og kommunikation fra Københavns Universitet, bor selv i lejlighed centralt i byen og arbejder til daglig med digital kommunikation. Hun udforsker, hvordan det moderne bymenneske kan opnå en større forbindelse til den natur, der omgiver os, og til vores egen indre natur – med henblik på at skabe en mere bæredygtig livsstil i balance, hvor nærvær, ro og glæde er i centrum.
I regi af BYVÏLD tilbyder Katrine mindfulness i naturen for mennesker i byen i form af workshops og 1:1-sessioner i bynære naturområder; bl.a. guidede ture på Rute til Ro på Amager Fælled, mindfulde fuldmånevandringer ved Skodsborg og kurser i naturbaseret meditation.
Læs mere om Katrine og hendes arbejde på www.byvild.dk
Tina er indehaver af virksomheden Natur og Lederskab, som er sat i verden for at støtte mennesker i at tage personligt og professionelt lederskab med afsæt i en dyb forbindelse til naturen. Vha. bl.a. mindfulness, naturterapeutiske og shamanistiske øvelser i naturen samt systemisk tænkning vejleder hun i og holder rum for at invitere naturen tilbage i vores liv og virke til gavn for helheden.
Tina er oprindeligt uddannet miljøplanlægger fra Roskilde Universitet og har i hele sit arbejdsliv arbejdet med at udvikle, facilitere og lede projekter inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Både som iværksætter, som selvstændig konsulent og som ansat i forskellige organisationer. Sideløbende har hun i sin fritid de seneste ca. 15 år nørdet systemisk tænkning og systemteori (viden om hvordan naturen og levende systemer samarbejder, tilpasser, udvikler og organiserer sig), deltaget på diverse kurser og workshops inden for shamanisme, taget kurser i mindfulness og qigong og tilbragt så meget tid som muligt i naturen. Tina er desuden uddannet naturterapeutisk mindfulness-instruktør ved Nina Lerche.
En længere sygdomsperiode med stress i 2019 igangsatte en dyb transformation i Tinas’ liv. Her blev det klart for hende, at forbundetheden til os selv og naturen er afgørende for at vi kan trives og skabe bæredygtige løsninger i verden. Med afsæt i denne indsigt valgte hun at omlægge sit liv og dedikere sit arbejdsliv til at fremme personligt og professionelt lederskab med afsæt i en dyb forbindelse til os selv og naturen.
Du kan læse mere om Tina og hendes arbejde på www.naturoglederskab.dk
Herunder finder du de mennesker, hvis hjælp og støtte jeg ikke kunne have været foruden i opbygningen af min virksomhed. Jeg sender mine varmeste anbefalinger til dem alle – tøv ikke med at kontakte dem, hvis du også har brug for deres hjælp.
Nina hjælper mig, med hendes egne ord, til at blive min egen regnskabs ninja. Hun har hjulpet mig med at transformere min frygt for at lave regnskab, så jeg i dag føler en meget større lethed ift. min virksomheds økonomi. Nina ved at regnskab er mere en tal, der ligger både følelser og et mindset bag tallene på bundlinjen. For mig er Nina en helt uundværlig sparringspartner ift. at håndtere de tanker og følelser, som der er forbundet med mit regnskab, samt få konkret hjælp til at håndtere løn, fakturaer, moms og skat.
Nina hjælper passionerede selvstændige, der drømmer om at få en bæredygtig business på alle planer. Hendes styrke ligger i kombinationen af økonomi og mindset. Hun har den økonomiske faglighed og har udarbejdet regnskaber i over 10 år. Idag hjælper hun også selvstændige med at slippe af med deres økonomiske blokeringer og få det mindset det kræver at have en succesfuld business.
Du kan læse mere om Nina og hendes arbejde på www.ninagrove.dk
Line er i 2020-2021 med til at dokumentere uddannelsen i Naturterapeutisk Mindfulness gennem fotografier og videooptagelser. Du kan se hendes billeder fra uddannelsen her på min hjemmeside.
I foråret 2021 udkommer Lines bog Naturdannelse. Bogen sætter fokus på hvordan man kan skabe og understøtte en stærk forbindelse mellem menneske og natur.
Læs mere om Line og hendes arbejde på Instagram