Tanker om livets omskiftelighed… Jeg vågnede med en tung dyne af angst hængende over mig i morges. For mange nyheder inden sengetid er helt klart forklaringen. Men uanset hvad, så bølgede angsten igennem mig hele formiddagen, så voldsomt at jeg til sidst måtte lægge mig på køkkengulvet og blot fokusere på at trække vejret mens tårerne løb mig ned af kinderne. Det er lang tid siden at jeg har haft besøg af angsten, men den seneste uges tid har været en lang bølgen ind og ud af svære følelser, og jeg følte at det hele eskalerede lige der midt på køkkengulvet.
En ting ved jeg, det nytter ikke noget at kæmpe imod. Jeg må blot lade det glide igennem mig, mens jeg fokuserer på min vejrtrækning og på at afspænde kroppen og efter en stund klinger det altid af igen. Angsten gør sit og jeg gør mit og bagefter falder alting til ro igen.
I bund og grund er alle følelserne slet ikke mine. Jeg føler mig mest af alt rolig bag alle de følelser som kommer og går. Jeg har alt hvad jeg skal bruge i disse tider. Jeg mangler ikke penge, jeg har mad, en bil og tag over hovedet. Jeg føler mig ikke truet på min eksistens. Mine børn har det godt. Min familie har det godt. Mit arbejdsliv bliver måske påvirket i det lange løb, men lige nu er der ikke den store forskel. Solen skinner. Det er forår. Alt er som det plejer… Lige indtil det øjeblik, hvor jeg liiiige skal tjekke nyhederne og pludselig overvældes jeg af håbløshed, sorg og tanken “hvad så nu…?” “Hvad skal jeg stille op med mig selv, midt i alt det der sker lige nu?”. Og så er jeg suget ind i meningsløshedens spiral igen…
Efter mit nedbrud på køkkengulvet kørte hele familien i skoven og som altid så gør naturen sit. Jeg skal blot være der. Så sker slippet helt af sig selv. Livet blev lettere i løbet af den time i skoven og smilet fandt igen sin vej frem. Her til aften var børnene i bad og dansede rundt til højt musik. Latteren bredte sig i hele huset og jeg mærkede så tydeligt hvordan livet bevæger sig i bølger. Nogen gange hiver bølgerne mig med ned under vandet. Andre gange surfer jeg på overfladen. Jeg lærer noget hver gang jeg lander der på gulvet. I dag genlærte jeg bl.a. at jeg ‘stadig’ er sårbar og skal passe ekstra godt på mig selv. Jeg lærte også at hunde trøster bedst ved at slikke dem der ligger på gulvet i hovedet, hvilket føles knap så rart når man helst vil ligge i fred.
Sådan kan en helt almindelig ualmindelig onsdag også se ud.
