12. februar 2020

Jeg tog fejl

Jeg sidder her i mørket og skriver. Jeg er nødt til at skrive for at fange alle de flagrende ord. Nødt til at skrive, hvis jeg vil sove i nat.

Jeg tog fejl!!! Jeg troede, jeg skulle starte et nyt hold i naturterapeutisk mindfulness op her til foråret. Fordi det virkede som det rigtige. Fordi min evige følelse af at tiden er knap, og at jeg er nødt til at handle NU altid bider mig i haserne. Fordi jeg fik flere og flere henvendelser fra skønne mennesker der gerne ville med på næste hold. Fordi jeg bildte mig selv ind, at jeg måtte bruge det momentum der var lige nu og bygge videre derfra. Fordi… ja, fordi jeg havde ‘regnet ud’ at det var smart at lave et forårs- og et efterårshold.

Jeg skriver allerede i datid. Selvom det er præcis én time siden, at jeg traf en beslutning om, at der ikke skal være et forårshold. Da jeg satte mig ned og mediterede her til aften, bad jeg om hjælp. Hjælp til at trække vejret. Fordi min vejrtrækning de sidste par uger har været overfladisk og min brystkasse har føltes som sten. Det er altid et tegn, når jeg ikke kan trække vejret. Et tegn som fortæller mig, at der er noget jeg ikke vil høre. Noget jeg ikke vil mærke. Men jeg ‘tænkte’ at det bare var et spørgsmål om at lytte mere ind og trække vejret igennem det. Så det har jeg forsøgt de sidste uger.

Samtidig med at jeg åbnede for tilmeldingen til næste hold, har jeg brugt de sidste par dage på at mærke, hvad der var på spil i min brystkasse. Men jeg har ikke kunne mærke andet end ked-af-det-hed. Og en følelse af ikke at kunne trænge igennem. En følelse af, at jeg havde lukket ned. Hvilket jeg også havde.

Jeg har været nødt til at lukke ned i de sidste par uger, hvis jeg skulle følge den plan som min hjerne havde udstukket. Jeg har været nødt til at gøre mig selv hård. Og hver gang jeg forsøgte at møde mig selv med blødhed, meditere eller bare trække vejret. Så har jeg mødt en mur. Det har ikke været muligt at føle, og følge min hjernes forkromede plan, på en og samme tid…!

Men her til aften brød jeg igennem muren. Jeg bad om hjælp i min meditation. Og pludselig stirrede jeg ind i et par meget insisterende øjne. Et brændende blik som stirrede på mig. Og det var som om at blikket brændte sig ind i mig og da jeg åbnede mine egne øjne igen, ‘mærkede’ jeg endelig, hvad der var på spil i brystkassen. Lige der var blødheden. Lige der var jeg. Lige der mærkede jeg, at jeg ikke kan holde til at køre to hold oveni hinanden.

Jeg har, endnu engang, måtte lukke ned for mit følende hjerte, for at gøre det, jeg troede, jeg måtte gøre. I det øjeblik jeg åbnede op igen, vidste jeg, at det jeg troede jeg måtte gøre, på ingen måde harmonerer med min vision om at skabe et bæredygtigt arbejdsliv! Jeg er nødt til at have tid. Rum. Ro. Omkring mig. Hvis jeg skal gøre det jeg er bedst til.

Så der bliver ikke noget forårshold. Næste hold starter først til efteråret. Jeg tog nemlig fejl!!! Og jeg ved, at den fejl kommer til at gøre mig stærkere. På et tidspunkt. Men først skal jeg sove. I morgen holder jeg ferie. I overmorgen holder jeg ferie. Ja faktisk holder jeg ferie helt til på mandag. Fordi det kan jeg nu. Jeg kan holde ferie med mine børn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *