Det er en ny og anderledes uge vi har taget hul på i dag. Alle skoler er lukkede i de næste 14 dage pga. coronavirus og dermed skal jeg i de kommende uger flette min arbejdsdag sammen med børnenes skoledag – noget som jeg ofte har drømt om, og nu får mulighed for at afprøve for en stund. Det bliver to uger (måske længere?) hvor vi alle skal indstille os på at være hjemme hele dagen, og sammen skabe en hverdag hvor der er plads til os alle. Jeg har lyst til at dele de tanker og refleksioner der opstår i kølvandet på vores nye hverdag og jeg vil også gerne dele bider af det som vi fylder vores dage ud med.

I dag vågnede børnene op til en lang liste med lektier, som deres respektive lærere har inviteret dem til at fordybe sig i. Begge børn lavede lister og skemaer med alt det du skal huske og nå i denne uge, og derefter gik de i gang med opgaverne fra en ende af. I bund og grund er det ikke det jeg forbinder med hjemmeskole. Det er blot deres normale skoledag, som er flyttet hjem i vores eget hus. Jeg har lyst til at bløde deres dage op med en masse natur, lege i haven og hvad der ellers dukker op. Men nu lander vi lige og ser hvad der dukker op når vi bevæger os igennem ugen.

Udover skoleopgaver opfandt Tobias og Alberte et boldspil, som de spillede ude på vores vej, Tobias har lavet en lang liste med ting han kan lave, når han keder sig, og så lavede jeg en impulsiv leg hvor børnene skulle finde fem forskellige planter i haven. 

Vi har tit lavet ‘gæt en plante’ i sommermånederne, hvor børnene får lov til at smage på alverdens spiselige planter og skal gætte, hvad det er de får i munden. Men i dag tog jeg blot fem billeder af forskellige planter (efeu, citronmelisse, ramsløg, anemoner og timian), sendte billederne til børnenes telefoner og derefter gik de ud på jagt i haven. Da de kom tilbage med planterne snakkede vi om hver plante, om hvad der kan spises osv. Legen var et hyggeligt og lærerigt afbræk midt på dagen – som du kan lade dig inspirere af, hvis du har lyst.

 

Hvis du vil have inspiration til flere aktiviteter med børn i naturen, så har jeg brugt min dag på at samle alt det gratis materiale som jeg har haft liggende rundt omkring på min hjemmeside. Nu er det hele samlet et sted, og du kan se det hele lige her.