8. februar 2019

Ganske langsomt – at vågne fra mit vinterhi

Det her er mig. Der langsomt. Ganske langsomt. Er ved at vågne. Fra mit vinterhi.

At ære vinteren. At sætte farten helt ned. At trække mig tilbage. Er den kærligste gave jeg har givet mig selv i mange år. Jeg har overgivet mig til mørket. Følt alt det der skulle føles og mærket glæden ved bare at være lige her. Glæden ved ikke at skulle være der for andre end mig selv. Der har været mørke dage. Der har været grå dage. Der har været lys.

Jeg har udforsket det fundament jeg står på lige nu. Kigget på mig selv med undersøgende øjne. Jeg har mærket, hvordan trangen til at præstere og handle hele tiden udfordrer mig. Jeg møder stadig mig selv med en overbevisning om, at det kun er gennem handling, at jeg er i stand til at måle min succes. Og hvis ikke mine præstationer og handlen kan ses på min bankkonto så eksisterer de ikke. Så vinteren har også handlet om at vise mig selv, at jeg er lige meget værd hvad enten jeg ER eller GØR.

Naturen ånder fred hele vinteren, og det samme har jeg gjort. Åndet fred. Den ene dybe vejrtrækning efter den anden. Nu begynder jeg langsomt at mærke, hvordan lyset kommer. Jeg åbner øjnene på klem og ser mig omkring. Hvor er jeg? Hvad er det jeg vågner op til? Jeg lader kroppen få den tid den har brug for.

Langsomt. Ganske langsomt. Er jeg ved at vågne. Fra mit vinterhi.

Billedet 📷 er lånt fra Forskning.no – jeg ved ikke hvordan det er lykkedes dem at finde mig her midt i vintermørket 🐻🤷🏼‍♀️ #vinterhi #overgivelse #følgåretsgang

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *