At lytte til naturens rytmer

Alt er så simpelt herude. Når bare vi lytter, i stedet for at tale. Når vi stilner ordstrømmen. Når vi slipper trangen til at mene noget. Om alt.
Når vi lytter. Giver os hen. Er tilstede. Med alt hvad der er.
Når vi følger de indre. Ordløse. Instinkter.
Jeg er træt. Træt af ordstrømme. Meninger. Frygtepidemier. Forståelser. Fortolkninger. Jeg er træt af mennesker.
For en stund.
Måske.
Træt af at vi først evner at forandre os når død og frygt puster os i nakken.
Men naturen bliver jeg aldrig træt af. Her sker forandringen helt af sig selv. Her tilpasser alt sig uden brok og modstand. Her er intet for tidligt forår. Her er blot en følgen med. I den rytme som strømmer igennem alting. Rytmen som vi mennesker med vold og magt forsøger at bestemme over. Rytmen som vi forstyrrer med alt vores forbrug, handlen og trang til at have og eje. Rytmen som derefter tilpasser sig. Mens vi kigger på kalenderen. Ryster på hovedet. Og siger; det er alt for tidligt. Vi brokker os over for lidt regn. For meget regn. For lidt varme. For meget varme. Vi kæmper dag ud og dag ind. Imod. Livet.
Livet som bevæger sig. Uanset hvor meget vi forsøger at kontrollere det. Vi går imod. Os selv. Fordi vi absolut. Skal mene noget. Om. Alt.
Lyt. Lyt for pokker. Og hvis du ikke hører noget. Så er det måske fordi du skal give stilheden. Langsommeligheden. Og naturen taletid for en stund.
Lyt. Giv dig hen. Slip.
Hviskede jeg. I den store stille skov.