At turde vise hvem jeg er

Jeg skal have taget billeder i dag. Af den dejligste fotograf, som jeg på alle måder føler mig tryg ved. Men alligevel så sidder jeg her i min sofa med rumle mave og en lille følelse af panik.

Det er en kæmpe ting for mig. At stille mig foran kameraet istedet for at gemme mig bagved. At blive set. At lade mig se. Som den jeg virkelig er.

Jeg har en angst for, at billederne ikke viser, hvem jeg er. Fordi jeg har så mange gange følt, at den andre så, når de kiggede på mig, var en helt anden, end den jeg var indeni.

Jeg længes efter at blive set, som den jeg er. Jeg længes efter, at turde vise den upolerede, rå og rene version af mig. Jeg vil gerne dele den version af mig. Den version som sidder lige her og skriver. I sit nattøj og med uglet morgenhår. Fordi jeg ved, at den version minder om den du er, når du sidder i din sofa, i dit nattøj. Vi er ikke så forskellige du og jeg. Når vi lader alting falde, når vi viser den autentiske del af os selv, så vækker det genklang hos andre, fordi vi ser os selv i hinanden.

Derfor er jeg bange. Tænk, hvis hende der dukker op på billederne, er en anden end den jeg føler jeg er indeni… Jeg har så tit set et billede af mig selv og tænkt; hende der… det er da ikke mig.

Min første tanke var, at jeg måtte ud og købe nyt tøj. Jeg ser de her fine billeder af alle andre, i smukt, farverigt og lækkert tøj. Men det er jo ikke mig. Hvis du møder mig en helt almindelig dag ude i skoven. Så har jeg trukket huen godt ned om ørene. Jeg er iført min varmeste jakke og jeg har praktiske sko på. Det er mig. Jeg er hende med jord under neglene. Altid iført en strikket trøje, et tørklæde og et par sorte bukser. Jeg er hende i gummistøvler, med røde kinder, fregner, uglet hår og funklende øjne.  Jeg er hende, der hader når tøjet strammer. Hende ikke ejer andet end praktiske sko – fordi de føles mest behagelige. Jeg er hende med det grimme undertøj, som føles så rart. Mit klædeskab består af meget lidt tøj, det meste er købt brugt – men det er tøj, som jeg føler mig tilpas i. Det er mig.

Jeg er en pige af jorden. Vokset ud på de sydsjællandske marker. Med vind i håret og tusind huler der skulle bygges. Hende der drømte sig væk til fremmede verdener, der hvor kærligheden bor. Hende der plukkede blomster, spiste bær og kravlede i træer. Jeg er en pige af jorden.

Jeg har altid følt mig forkert, fordi jeg ikke elskede glimmer, stramt tøj, høje hæle, smykker, makeup og neglelak. Men alt det giver mig en klaustrofobisk følelse. En følelse af ikke at være mig selv. Så hver en fest jeg har været til, der har jeg følt, at jeg burde være noget andet, end jeg egentlig var. Fordi hvem dukker op i sin bløde sweaters til et bryllup… Hvis jeg var tro imod mig selv, så gjorde jeg.

Så idag er en stor dag.

Tør jeg lade dig se mig?

Tør jeg vise hende der ikke går i det perfekte tøj?

Så idag handler det om, at være endnu mere mig. Være den, som jeg er, mens jeg sidder lige her. I min sofa. Med uglet hår. I verdens grimmeste nattøj, som føles så uendelig blødt mod min hud.

4 thoughts on “At turde vise hvem jeg er

  1. Ditte Marie Reply

    Åh hvor blev jeg rørt over din tekst Nina <3 Så vidunderligt, autentisk og befriende 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *